La zona Alta – sight: Parc Güell

(EN below)

Park Güell har altid været én af mine favoritter. Da jeg begyndte at rejse til Barcelona midt i ’90’erne købte jeg tit en bocadillo (spansk sandwich) og tog op til Park Güell beliggende på El Carmel, et bjergsområde som er en del af Collserola-bjergkæden “bagved” Barcelona. Parken er smuk med Gaudís fantastiske indgang, og udsigten ud over Barcelona og Middelhavet er svimlende. Før var det gratis, i dag skal du købe entré til et specifikt tidsrum, hvis du vil se de centrale dele af Gaudís Parc Güell. Resten af parken kan du benytte kvit og frit.

Parc Güell – den oprindelige idé

Anlægsarbejdet på Parc Güell blev påbegyndt i 1900, men parken var oprindeligt ikke tiltænkt at være en offentlig park. Visionen var snarere at skabe et luksusøst parkligende residensområde for velstillede familier efter engelsk forbillede, sådan som Eusebi Güell havde forstillet sig, da han erhvervede sig det store areal. Derfor hedder parken også “Park Güell” på engelsk og ikke catalansk eller spansk.

På dette tidspunkt var Barcelona midt i et økonomisk og byggemæssigt boom af dimensioner båret frem af Cataloniens industrialisering. Dette sammen med, at Barcelona havde fået tilladelse små 50 år forinden til at nedrive de middelalderlige bymure, som holdt byen “indespærret”, gav anledning til, at byen begyndte sin ekspansion og modernisering med det nye kvartér Eixample som et godt eksempel.

Heldigvis påvirkede boomet ikke det kunstneriske og arkitektoniske niveau, tværtimod stortrivedes det under byens økonomiske velstand og hastige ekspansion. Perioden betegnes derfor for en arkitektonisk storhedstid med den catalanske modernisme som hovedudtryk. Én af den nye arkitektoniske retnings fornemmeste foregangsmænd var netop Antoni Gaudí.

Gaudí fik opgaven med at designe residensområdet, og byggerestriktionerne var for datiden relativt strenge. Kun en sjettedel af området måtte bebygges, og højden og placeringen af de forskellige planlagte palæer og huse måtte ikke blokere for de øvrige naboers pragtfulde udsigt ud over resten af Barcelona og Middelhavet. I det oprindelige design var der planlagt med 60 huse til rige familier foruden parkens forskellige arkitektoniske elementer.

Anlæggelsen af Park Güell

Anlæggelsen af Park Güell begyndes i oktober 1900 med nivelleringen af grunden. I starten går det relativt hurtigt, idet bl.a. de to indgangsbygninger samt hovedtrappen til parken allerede står færdigt i januar 1903. I 1907 er “the hypostyle room” (et rum eller en hal med søjler og et tag ovenpå) bygget, mens mosaik-bænken ovenpå bliver færdiggjort i 1914. Alt dette hører til de centrale elementer i parken, som i dag – som nævnt – kræver  entrebillet for at studere nærmere.

Selve parken blev beplantet med planer fra Middelhavsområdet, der ikke kræver megen vand. Gaudí designede ligeledes forskellige systemer, bl.a. i “the hypostyle room” til at indsamle og lagre regnvand, som senere kunne bruges til forbrug og vanding.

Gaudí flytter selv ind i parken i 1906 sammen med hans far og niece, mens Güell-familien flytte ind i parken i et ombygget palæ i 1907.

Samtidig med anlæggelsen af haven forsøger man at sælge de resterende grunde, men strenge krav om livslang leasing, en høj grundpris og de – på datiden – meget ringe transportmuligheder til parken gjorde det umuligt. Med kun 2 huset bygget ud af de planlagte 60, blev Güell til sidst nødt til opgive projektet. Parken blev i stedet for familiens private have, dog tillod han, at der blev afholdt diverse kulturelle og offentlige events der.

Gaudí og Güell

Samarbejdet mellem Antoni Gaudí og Eusebi Güell var langvarigt og startede med en aftale om, at Gaudí skulle designe møbler til et kapel, som Güell lod opføre for sin svigerfar i Commillas i Cantabrien. Det førte senere til Gaudí første store opgave for Güell, nemlig opførelsen af et nyt familiepalæ, Palau Güell, i Raval og senere til endnu en opgave, nemlig opførslen af en kirke i Colónia Güell, en bebyggelse for arbejderne i Güells store tekstilfabrik. Der lå således et årelangt samarbejde imellem de to mænd inden aftalen om opførelsen af Parc Güell i 1900.

Güell opdagede Gaudís talent, da han så hans arbejde på den spanske pavillon i forbindelse med verdensudstillingen i Paris i 1878. Han må have indset Gaudís talent, og udover en fælles interesse i arkitektur og design delte de to mænd også deres dybe, katolske tro.

Güell betegnes også som Gaudís mæcen, og samarbejdet kan da også siges at have været fundamentet for Gaudís virke, betydning og berømmelse. Gaudí ville måske ikke have været så stor en arkitekt, hvis det ikke have været for Güells støtte – og opgaver – især i starten af hans karriere. Men deres forhold strakte sig ud over det, Güell var ikke kun mæcen og forretningspartner, men også Gaudí mangeårige ven.

Og Eusebi Güell var ikke nogen ringe ven at have. Güell var født ind i en rig familie, som have skabt sig en formue i den tidligere spanske koloni, Cuba, en formue som var blevet dygtigt investeret i aktiver i Catalonien, bl.a. indenfor tekstilproduktion og jernindustri. Med Eusebi Güells dygtighed og understøttet af den store industrialiseringsbølge, som flød ind over Catalonien sidst i 18. århundrede, blev formuen yderligere øget. Güell skulle – efter sigende – have været datidens Bill Gates.

Parc Güell i dag

Güell-familien levede indtil Güells død i 1918 i det store palæ i parken, som i dag er en fungerende skole. Güells arvinger tilbyder herefter Barcelonas bystyre at købe parken, hvilket de heldigvis gør i 1922. Området bliver omlagt til en kommunal park, og i 1963 bliver Gaudís hus også åbnet som et offentlig museum. Endelig bliver Park Güell i 1984 erklæret for “World Heritage Site” af UNESCO.

I dag fremstår Park Güell som en offentlig park bestående af park med diverse arkitektoniske elementer. Du kan her se en Gaudí på toppen og i hans naturalistiske fase, dybt inspireret af naturen og dens organiske og geometriske mønstre, som har givet anledning til innovative strukturelle løsninger.

Selvom der er er entre på, er der stadigvæk masser af turister – og i skrivende stund pågår der et seriøst renoveringsarbejde i parken. Men kom på de skæve tidspunkter, nyd formerne og detaljerne i Gaudis arbejde og glem ikke den smukke, smukke udsigt ud over Barcelona og havet – på en solrig dag ser du byen fra sin smukkeste side.