BCN Stories

BCN Faces: No way back (DK)

Barcelona Catalonia Independence BCNFaces ayearinbarcelona

Hvem er menneskene i Barcelona? Hvilke temaer optager dem? Hvad går de op i? Hvordan er livet i Barcelona bag turistfacaden? Under overskriften: “BCN Faces” forsøger jeg at sætte ansigt på nogle af de mennesker, som bor i denne fantastiske by. Det er deres liv, holdninger, værdier, påstande m.m., som fremgår under denne overskrift, ikke nødvendigvis mine eller et generelt udtryk for alle i Barcelona. Disse posts er deres, råt for usødet. Nogle gange med fotos, andre gange uden, hvis de og jeg vurderer det bedst sådan.

Mød Anna og Mariona, som jeg mødte foran Estación de Francia, den dag Cataloniens selvstændighed blev erklæret, men ikke juridisk implementeret af frygt for, at den spanske hær ville blive sat ind. De er et par almindelige kvinder på min alder, som bor i en mindre by uden for Barcelona. De er udearbejdende, veluddannede, gifte, mødre, og lever et liv som de fleste danske kvinder bortset fra, at de er engageret i Cataloniens kamp for selvstændighed. Begge er født og opvokset i Catalonien og føler sig først og fremmest som catalanere, men som alle calatanere har de venner, bekendte og familie med rødder i Spanien.

Alligevel er de engageret i kampen for en catalansk republik, og det er ikke længere kun en politisk kamp, den er også gået hen og er blevet en personlig kamp. Tidligere var drømmen om et selvstændigt Catalonien måske nok en utopi, men nu – ikke mindst i lyst af de seneste handlinger fra centraladministrationen i Madrids side – er det blevet et klart mål. For som de siger: “No hay vuelta atrás” – der er ingen vej tilbage.

Vejen dertil skal være den fredelige og demokratiske. Naturligvis, det er den catalanske måde. De, og alle catalanske separatister, ønsker ikke selvstændighed med “blod”, men med fredelige midler. Selvstændigheden skal komme igennem dialog, forhandling og fred, og det vil være en proces, der tager tid. Og som de siger, der er et bagefter. De to lande skal jo leve side om side, som ved en skilsmisse. De har brug for at kunne samarbejde, og de to lande har jo også meget til fælles.

Barcelona Catalonia Independence BCNFaces ayearinbarcelona

Den negative framing af Catalonien

Både udgangspunktet og drivkraften til at fortsætte er indignationen over behandlingen af Catalonien og catalanerne fra regeringen og centraladministrationen i Madrids side. En del af den behandling handler om den negativ framing af Catalonien og catalanerne, som har sine rødder i Franco-diktaturet. En framing, som betyder, at mange spaniere har et negativt ladet og ofte usandt billede af Catalonien.

Et eksempel herpå oplevede Mariona på en familieferie i Spanien, hvor en spanier blev overrasket over, at hendes søn forstod spansk. Mange spaniere har netop fået den opfattelse, at catalanerne ikke forstår spansk, og at børnene ikke lærer sproget i skolen. Dette desuden ud fra den negative framing, at catalanerne faktisk ikke ønsker at tale spansk, eller ønsker at deres børn taler det. Selvom catalansk er modersproget for mange, så er de fleste catalanere reelt tosprogede, og skifter ubesværet mellem de to sprog, ligesom børnene lærer både spansk og catalansk i skolen.

I den seneste tid har den negative framing og presset på Catalonien taget til. Godt hjulpet af en ukritisk presse bliver regionen og befolkningen, både i mange medier og af mange spanske politikere, ikke mindst fra regeringen, bl.a. framet som radikale og ekstreme, og demonstrationerne bliver beskrevet som voldelige. Og hvis demonstrationerne er voldelige, hvorfor er der så ofte børn med? Ja, ifølge regeringen er det ikke et tegn på, at de netop er fredelige, og at børn som noget naturligt tages med, når forældrene skal noget. Det er derimod et tegn på den catalanske indoktrinering af børnene. “Hvorfor synker man så lavt? Har man ingen skam?”, spørger Anna og Mariona sig selv. Det gør dem triste og vrede: “Hvordan kan man sige sådan nogle ting og ønske, at vi forbliver i Spanien? Og hvorfor skulle vi blive?”.

Med disse eksempler på vildledninger og direkte løgne om, hvad der foregår i regionen, bliver catalanerne framet som skurkene. En andet nyere eksempel på framingen er udsagnet om, at regionen “ikke var parat til selvstændighed”. Et udsagn, som oprindeligt stammer fra catalansk side, men som er blevet taget ud af kontekst og tvistet fra regeringens side til at handle om, at regionen ikke var parat til selvstændighed, altså til at handle om manglende planlægning og ledelse af en evt. løsrivelsesproces. I virkeligheden handlede udsagnet om, at Catalonien ikke var parat til den vold, som opstod i forbindelse med det spanske politis indgriben i valget den 1. oktober. Den voldelige adfærd havde catalanerne ikke forudset. De vidste, at der ville være forhindringer, og at konsekvenserne måske ville være bøder, men volden var de uforberedte på. Men at de ikke var parate til at fuldføre processen imod selvstændighed, som regeringen framer det som, er endnu en vildledning, endnu en løgn. Ofte får denne framing lov til at stå uimodsagt. Pressen skildrer ikke alt og reelt, hvad der sker, hvis de da ikke forbigår, hvad der sker.

Behandlingen af det catalanske selvstyre

Men det er ikke nok med den negative framing, også fra politisk hold bliver der, ifølge Anna og Mariona, spændt ben for Catalonien. I flere år har Catalonien bedt om at få lov til at afholde en folkeafstemning ligesom den afstemning, som blev holdt i Skotland, for at finde ud af præcis, hvor catalanerne står i forhold til selvstændighed. For der er også en stor del af indbyggerne i Catalonien, som ønsker forsat at være en del i Spanien. Men regeringen siger nej. Regeringen ønsker ikke en afstemning, eller at der i det hele taget tales om det. For Anna og Mariona er det et ønske, at alle stemmer, ikke kun ja-sigerne, men også dem der stemmer nej. For dem handler det om at få lov til at ytre sig, det handler om demokrati.

Der har også været forhandling omkring de økonomiske forhold mellem Catalonien og den spanske stat, den såkaldte pacto fiscal. Catalonien betaler skat, som ryger i statskassen, hvorfra en anden og mindre del ryger tilbage til Catalonien. Det har været regionens ønske at genforhandle den del, men her er det heller ikke lykkedes at komme til enighed. Så Catalonien lider under manglende investeringer i bl.a. infrastruktur, hvorimod der investeres i infrastruktur andre steder i Spanien, hvor det ikke altid er hensigtsmæssigt, hvilket bl.a. har resulteret i tomme lufthavne. Den luft af hentydninger om korruption og vennetjenester, der klæber til regeringens økonomiske dispositioner og investeringer gør ikke utilfredsheden mindre. Dertil kommer, at Catalonien under den nuværende regering har oplevet besparelser på det sociale, uddannelsesmæssige og kulturelle område.

Det catalanske selvstyre har også siden 2010 oplevet, at det har mistet beføjelser, og at der er blevet lagt forhindringer i vejen for det lovgivningsmæssige arbejde i regionen, ikke mindst i de seneste måneder. De love, som er blevet vedtaget i det catalanske parlament skal omkring centraladministrationen for at blive godkendt, og det har betydet, at mange love ikke er blevet godkendt. Det bliver framet fra regeringen i Madrid til at handle om, at det catalanske parlament ikke laver andet end at arbejde for selvstændighed. I virkeligheden er der vedtaget hundredvis af love, som vedrører alt andet end selvstændighed, men den spanske stat har bare ikke godkendt dem. Love, som vel at mærke, folkevalgte catalanske politikere har vedtaget.

Igen er det et led af en hetz for at skabe dårlig stemning omkring Catalonien ifølge Anna og Mariona. Og framingen er optrappet den seneste stykke tid. Efter afstemningen den 1. oktober blev en lov lynvedtaget i det spanske parlament på 2 dage, som gjorde det muligt for spanske virksomheder at flytte hovedsæde hurtigt. En lov som blev fulgt op med private telefonopringninger til virksomheder med hovedsæde i Barcelona og Catalonien med anmodninger om at flytte, hvilket mange har valgt at gøre.

Også kongen har spillet en rolle på regeringens side. Måske fordi der er ønske om, at Catalonien bliver en republik. Anna og Mariona påpeger da også, at kongens og statsministerens taler er meget enslydende i både vinkel og ordvalg, så man kunne formedes til at tro, at de kommer samme sted fra.

Barcelona Catalonia Independence BCNFaces ayearinbarcelona

En moderne heksejagt

Juridisk er der heller ikke hjælp at hente. Det juridiske system har sat hårdt ind, og en stor del af de catalanske politikere, der har arbejdet for selvstændighed er blevet fængslet for oprør m.m. Men ikke kun politikere, men også ledere for forskellige kulturelle, catalanske organisationer, såkaldte kulturelle aktivister som f.eks. “los Jordis”.

Og hvordan catalanske folkevalgte politikere og ledende kulturelle skikkelser er blevet behandlet i den forbindelse, gør Anna og Mariona vrede og sårede. De forskellige politikere er blevet ført bort i håndjern under fornærmelser og tilråb, smidt i biler og kørt bort – stadigvæk i håndjern og uden sikkerhedssele –  direkte til hvert deres fængsel, hårde fængsler, hvor de er blevet varetægtsfængslet. Nogle har måttet starte deres erklæringer uden at have deres advokat til stede, og nogen er blevet fængslet uden mulighed for at stille kaution. En meget hård behandling, ifølge Anna og Mariona, som om de catalanske politikere er terrorister. Slet ikke værdigt for folkevalgte politikere, som jo har fået et mandat fra folket, og det det er langt væk fra den behandling, som de mange korruptionsanklagede politikere fra regeringspartiet har oplevet.

Behandlingen af de catalanske politikere minder kvinderne om en heksejagt. En følelse, som ikke bliver mindre af fornemmelse af, at der ikke er helt vandtætte skodder mellem den lovgivende og dømmende magt. “Og hvordan kan regeringen sige, at catalanske politikere er kriminelle, når de selv hele tiden har sager kørende?”, spørger kvinderne og understreger, at politikerne jo har haft et demokratisk mandat med sig til at arbejde for selvstændighed.

Men “heksejagten” handler ikke kun om toppen, der er også eksempler på, at systemet går efter de mindre fisk. Anna og Mariona nævner et eksempel med, at 8 lærere er blevet anmeldt til politiet, har været til afhøring og har modtaget en anklage. For hvad? For indoktrinering, for at have snakket med børnene i skolen efter valget den 1. oktober. De nævner også, at 200 borgmestre, som rejste til Belgien for at vise deres opbakning til den catalanske præsident Carles Puigdemont er blevet bedt om at retfærdiggøre deres udgifter for at kontrollere, om offentlige midler er blevet brugt på rejsen.

Det påvirker kvinderne meget, at man slår så hårdt ned på især det politiske system. “Hvis politikerne kommer i fængsel, så kan vi vel også?”, men alligevel er de ikke bange. Dem, som er blevet løsladt efterfølgende med kaution, er blevet det med penge, som er doneret af privat til kautionen.

Arven efter Franco

Den sidste tids hændelser viser Anna og Mariona, at der stadigvæk er en arv tilbage fra Franco-tiden, rødderne er der stadigvæk, hvilket behandlingen af Catalonien og de catalanske politikere beviser. Men også et system, der ikke virker helt demokratisk. Medier, der hvis de ikke er direkte er styrede, så er de influerede af statsapparatet, og et monarki og en dømmende magt ligeså.

Men også med sprogbrugen og den måde, man betragter Spanien på, som en enhed. Men i virkeligheden er Spanien, ifølge Anna og Mariona, sammensat af forskellige lande og regioner med hver deres sprog og kultur. Der er således ikke kun ét Spanien, men den spanske stat ønsker, at de forskellige regioner er tavse, submissive og holder sig i ro under idéen om “ét Spanien”, igen en opfattelse med rødder tilbage til Franco-tiden.

En idé som også kommer til udtryk i Spaniens forfatning, som netop blev udformet, mens Franco stadigvæk var varm, som kvinderne udtrykker det. Og dét vel at mærke under overvågning af hæren og det tidligere system. Men, som kvinder siger, tingene har jo ændret sig. “Og hvad med menneskerettighederne? Burde de ikke stå oven over forfatningen?” Kvinderne føler, at de er blevet sat ud af kraft den seneste tid.

Barcelona Catalonia Independence BCNFaces ayearinbarcelona

Artikel 155

Ligesom det også føles, at demokratiet er blevet. For nu har regeringen sat forfatningens artikel 155 i kraft, hvilket betyder, at regeringen har overtaget ledelsen af selvstyret indtil valget den 21. december. I praksis betyder det, ifølge Anna og Mariona, at det mindste parti i det catalanske parlament styrer Catalonien. “Og det går jo imod det, som catalanerne har stemt, så er det demokratisk?”

I det daglige påvirker artikel 155 det daglige liv i administrationen, da alt nu skal forbi centraladministrationen i Madrid med de forsinkelser, det kan give, også i forhold til økonomi, udbetalinger m.m.

Og så er der udskrevet valg til december. Et mærkeligt valg, men “vi stemmer, for her i Catalonien elsker vi at stemme”. Men vil det ændre noget? Det har kvinderne svært ved at se. Måske er nogle catalanere blevet trætte af det hele eller bange, omvendt er andre blevet skubbet mere imod selvstændighed, end de var før afstemningen den 1. oktober. Så alt i alt ændrer det nok ikke noget, og hvad kommer så? En ny omgang artikel 155, og måske et lang træk med nye valg, ny omgang artikel 155 osv. Regeringen tror måske, at de kan stoppe processen med at tage alle “hovederne”, men som Anna og Mariona påpeger, er det jo folkets vilje, så der er ingen vej tilbage.

Hvad er løsningen?

Ja, den har kvinder lidt svært ved at se. De vil gerne have en lykkelig skilsmisse, men lige nu har de svært ved at se en ordentlig løsning. Men en del af løsningen må være at skifte holdning og erkende, at der eksisterer forskelligheder i Spanien og stoppe undertrykkelsen af dem. Ligesom det er nødvendigt at finde ud af, hvor catalanerne står, er der flertal for selvstændighed eller ej? Netop så man kan finde den rigtige løsning på det, der i medierne kaldes “det catalanske spørgsmål”.

Men kampen for selvstændighed er som sagt også gået hen og er blevet mere personlig end politisk. Kvinder synes, at det er kommet til det punkt, hvor de ikke kan mere. “Når de kommer til mit hus for at banke mit folk, så elsker de os ikke”, og så stopper det følelsesmæssige tilhørsforhold til Spanien for de to kvinder. Som de siger: “Før kunne man leve med Spanien, nu er det nok, de lader os ikke gøre noget som helst”. Men begge kvinder anerkender og respekterer også, at der i Catalonien er en stor del, der gerne vil tilhøre Spanien, og er der ikke flertal for selvstændighed, ja så må man leve med det. “Hvad der sker i stemmeboksen, skal respekteres”.

Men en løsning er højt på ønskelisten. Mange familie er delte i spørgsmålet, ikke mindst på tværs af generationer. Den unge generation er generelt mere politiske, og de er ikke bange, som generationerne før der levede under diktaturet. De planlægger og kan se muligheden, for dem er det ikke en utopi. De får oplysninger m.m. fra de sociale medier, og de handler. Demonstrationerne er da også blevet større og viser et bredt udsnit af den catalanske befolkning.

Det bedste, ifølge kvinderne, ville være, at der kommer en international mægling, men det er svært, når EU ser Catalonien som et internt anliggende. Regeringen har indtil videre heller ikke ønskes mægling, selvom Catalonien har forslået det. Hvorfor de ikke vil være med til mægling, kan kvinder ikke rigtig forstå: “Hvis regeringen reelt ønsker enhed, hvorfor ønsker de så ikke en mægling?”. De håber og ønsker derfor, at udlandet lytter, er empatisk og søger at forstå situationen. For grundlæggende vil Catalonien og catalanerne bare anerkendes og respekteres for at være dét, de er, nemlig catalanske.

Barcelona Catalonia Independence BCNFaces ayearinbarcelona

0 comments on “BCN Faces: No way back (DK)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: