Sóc català

(EN below)

Sóc català – i dag er jeg catalaner!

I morges vågende jeg op i Spanien, til formiddag fik jeg mit NIE – min opholdstilladelse, men her til eftermiddag er jeg i Catalonien. Her til eftermiddag er jeg catalaner, og det er ikke kun fordi, at det catalanske parlament har erklæret uafhængighed, og jeg er naturligvis stadigvæk dansker, men her til eftermiddag…. ja, der er mit hjerte med catalanerne.

De sidste uger efter afstemningen har ikke været nemme for den almindelige catalaner. Hvad ville der ske? Kunne der sikres en dialog med regeringen i Madrid? Ville det internationale samfund agere mægler? Desværre har dialogen ikke fundet sted, udlandet har set den anden vej, og nu har Catalonien altså erklæret sig selv for selvstændigt, og dermed givet Madrid mandat til at suspendere selvstyret via den berømte paragraf 155.

Jeg har kunnet mærke, at folk er og har været utrygge. Måske pga. Cataloniens historie, mange husker jo stadigvæk, hvad der sket under Franco. Og noget tyder på, at stadigvæk er rester af de mekanismer tilbage. Så hvad vil der ske? Hvilke tiltag vil regeringen tage? Sættes politiet hårdt ind? Bliver de politikere, der støttede folkeafstemningen d. 1. oktober og/eller selvstændigheden anholdt ligesom de to Jordier? Los Jordis, lederne af to tilsyneladende fredelige catalanske folkebevægelser, der lige nu befinder sig i fængsel, og kan risikere at sidde der i op til 4 år uden at blive sat for en dommer. 4 år uden at blive sat for en dommer! Hvordan er det muligt i et moderne, demokratisk samfund? Er det Guantanamo eller Spanien det her?

Gik lige en tur efter løsrivelsesdeklarationen og kom fordi Estación de Francia, hvor en større menneskemængde var samlet. På fortovet og i biler på gaden kom den ene borgmester spadserende efter den anden, under klapsalver og tilråb: “I er ikke alene” på catalansk (se video). Det var borgmestre fra hele Catalonien, der har støttet folkeafstemningen og/eller løsrivelsen offentlig, som var draget til Barcelona i forbindelse med afstemningen i Cataloniens parlament i dag. Og menneskemængden var dukket op for at beskytte dem, hvis det spanske politi skulle ske at ville arrestere dem. For oprør ligesom los Jordis? Oprør?! Hvilket årtusinde er vi i? Er det ikke nærmere ytringsfrihed? Burde det ikke være en menneskeret at kunne sige sin menig, arbejde for sin holdning og afholde en folkeafstemning? Hvornår bliver retsstaten undertrykkende? Jeg tænker, vi er ved at være derhenne nu.

Jeg kan forstille mig, at bølgerne også hos catalanerne går højt i de små hjem, og bestemt ikke alle catalanere er enige om løsrivelse eller ej. Men den måde de overordnet håndterer hele denne her situation, med fokus på fred, dialog og demokrati, har min største respekt. Det er en værdighed omkring det, som jeg beundrer. Jeg elsker det her sted, det her folk, dette nye land. Catalonien, du har vundet mit hjerte, og jeg ønsker inderligt, at dette pragtfulde sted og folk får den løsning, de fortjener. Mere autonomi – i hvad form, det nu skal være, mindre undertrykkelse, og mere respekt og anerkendelse for det, Catalonien og catalerne står for. I dag, her til eftermiddag, er jeg catalaner i hjertet. Sóc català!

UK

Sóc Català – Today I’m Catalan!

This morning I woke up in Spain, and later I got my NIE – my residence permit, but this afternoon I find myself in Catalonia. This afternoon, I’m Catalan, and it’s not just because the Catalan Parliament has declared independence, and I´m still  Danish of course, but this afternoon my heart is with the Catalans.

The last couple of weeks after the referendum have not been easy for the Catalan people. What would happen now? Could a dialogue with the government in Madrid be established? Would the international society act as a mediator? Unfortunately, the dialogue has not taken place, the international society has seen the other way, and now Catalonia has declared independence, thus giving Madrid a mandate to suspend their autonomy by using the famous paragraph 155.

I have clearly felt that a lot of people have felt and are feeling insecure and unsafe. Perhaps because of the history of Catalonia, many can still remember the time during Franco. And something to me is indicating that there still is some remains of the mechanisms of that era left. So what will happen now? What measures will the government take? Will the police be send in? Will the politicians who supported the referendum on October 1 and/or independence be arrested just like the two Jordians? Los Jordis, the leaders of two apparently peaceful Catalan organizations, who are currently in jail and may risk being there for up to 4 years without being put in front of a judge. 4 years without being put in front af a judge! How is that possible in a modern democratic society? Is this Spain or Guantanamo?

I went for a walk just after the annoncement of independence and passed by the Estación de Francia, where a larger crowd was gathered. On the sidewalk and in cars on the street, one mayor went by after the other, under applause and cries of:  “You are not alone” in Catalan (see video). It was the mayors from all around Cataluña who have been supporting the referendum and/or the interpendence, who have gone to Barcelona in connection with the vote today in the parliament. And the crowd had appeared to protect them in case the Spanish police would go there to arrest them. For rebellion like Los Jordis? Rebellion?! What millennium are we in? Isn´t it rather freedom of speech? Should it not be a human right to be able to express your opinion, work for it and to hold a referendum? When does the rule of law become oppressive? I think, we are about getting there now.

I can imagine that the discussions is also getting heated in Catalan homes, and certainly not all Catalans agree on independence or not. But the way they deal with all this, focusing on peace, dialogue and democracy, has gotten my greatest respect. There is a dignity about what I truely admire. I love this place, this people, this new country. Catalonia, you have won my heart and I sincerely wish that this magnificent place and people get the solution they deserve. More autonomy – in whatever form, less suppression, and more respect and recognition for what Catalonia and the Catalans stand for. Today, this afternoon, in my heart I am Catalan. Sóc català!